Du kan ikke fjerne skammen, men du kan lære at finde værdighed i den
At blive ramt af skamfuldhed er et menneskeligt vilkår, og smerten i det har brug for hjælp og skal hverken bortforklares eller sygeliggøres. Nogle gange er et kærligt blik – mødet med den andens kærlige øjne – nok, skriver Lars J. Sørensen i en artikel i Kristeligt dagblad den 23.4.2020. Lars er psykolog og forfatter til bogen ”Skam – medfødt og tillært”
I dette blogindlæg læner jeg mig op ad Lars’ artikel.
I ordbøger peger ordet ”skam” på at man skjuler noget. Skam er imidlertid kun et ord eller begreb på skrift, og så snart det læses, tænkes eller siges, mærkes følelsen også og kan blive meget nærværende. Hvis man taler let og ubesværet om skam, taler man ikke om skam, som noget man kender til.
Det er vigtigt at forstå at skam den mest sociale af alle vores følelser. Derfor betegnes den som en socialiseringsfølelse. Mennesker fødes med et sæt grundemotioner, og skam er én af dem. Vi har alle en medfødt evne til at føle skam. Vi kan skamme os, før vi ved af, hvad skam er. Det kan vi fra vores tidlige relations udvikling i barndommen, og sådan fortsætter vi med at reagere sidenhen. Ubevidst ”krummer vi tæer”, fordi situationen er skamfuld eller pinlig. Kroppens sansning kommer langt tidligere en forstandens forståelse. Når det pinlige sker, har kroppen sanset, forstået og reagereret, selvom forstanden endnu ikke har fanget betydningen af det, der sker, og kun aner, at der foregår noget uventet, betydningsfuldt som måske også bliver smertefuldt.
Meget tidligt får det lille barn dannet sit selv og sin selvforståelse. Det får også lært den sociale skam, nemlig hvad omgivelserne synes, barnet ”i virkeligheden” burde skamme sig over.
Min mor sagde tilbagevendende til mig: Vi har hos os en Bette Met’, ja som’ti’r har vi to. Den ene er en skitte Met, den anden hun er go’. Gæt hvilken Met’ jeg helst ville lignes med.
Man kan imidlertid ikke undvære skam som afgørende følelse i sin forståelse for sig selv sammen med andre. Uden sansning af skam ingen empati og medfølelse – hverken for sig selv eller den anden. En person uden skam i livet kalder vi for skamløs og måske psykopatisk i sin måde at tænke, føle og handle på.
Det er et afgørende og ganske uforståeligt paradoks, at barnets medfødte sansning af skam – det vil sige forbundethed, kropslige sansninger af væren, medfølelse og gensidighed som formidler de samspil, som danner barnets selv, også danner barnets dybe afhængighed af at undgå den sociale skam. Barnet kan i sit selv kun forstå sig selv i det omfang og på de måder, som omgivelserne har spejlet barnets egen medfølelse – at kunne føle med andre og sig selv – tilbage til barnet.
Øjnene er et spejl. Man siger også øjnene er sjælens spejl. Vi skal se os selv i en andens øjne. Derfor kan der ske så meget, når vi har øjenkontakt med et andet menneske. Spejlinger gennem øjenkontakt kan ubevidst sende mennesker til himmels, når de føler sig set, og tilsvarende ned i Helvede, når de føler sig set ned på og vurderet.
Den medfødte skam kan på kærlig, nænsom og subtil vis skabe menneskelig for bundenhed uden sidestykke. For denne medfødte skam burde slet ikke hedde skam, fordi den ikke er designet til at skabe forkerthed, men forbundenhed.
Vi er skabt til at reagere på gensidighed, det vil sige opfatte og reagere lige fuldt på andres som på egne vegne. Hele livet er den gensidige forbundenhed så stor en del af vores menneskelighed, at den også er så dyrebar, at man må reagere med skam og blufærdig trang til at gemme sig, når gensidigheden er på spil.
Selvom blufærdighed, skyhed, generthed og flovhed er helt forskellige følelser, kommer de alligevel til stede på en afgørende fælles baggrund. De ledsager nemlig den risikable færd, det er at bevare værdigheden i at opdage sig selv, møde sig selv og komme ud med sig selv. Enhver vil hele tiden gerne være den bedste udgave af sig selv.
Selvom skam er en socialiseringsfølelse, er det ikke så enkelt, at blot man opfører sig ordentligt, undgår man også at føle ubehagelig skam. Det kan nemlig ikke blot være handlinger, men lige så vel tanker og følelser, der vækker skam.
Den afgørende forskel mellem skam og skyld er, at skam vedrører den, man er, mens skyld vedrører det, man gør, så er det kun tommelfingerregler. I praksis er skam og skyld vanskelige at skelne fra hinanden, fordi de optræder sammen, selvom de er meget forskellige.
At blive ramt af skamfuldhed er et menneskeligt vilkår, og smerten i det har brug for hjælp og skal hverken bortforklares eller sygeliggøres. Hjælpen er ikke at fjerne følelsen af skam, men at møde den medfødte evne til at sanse skam i sin oprindelig betydning som værdighed.
Nogle gange er et kærligt blik – mødet med den andens kærlige øjne – nok. Andre gange er et kærligt blik mere end rigeligt, fordi det er for godt til at være sandt. For det kan give alt for stærke og dermed smertefulde reaktioner at møde mere, end ens krop og fortid har lært en at rumme – uanset hvor godt det gode burde være. Hvis mødet ikke bliver et omsorgsfuldt møde, risikerer man at blive opslugt og miste sig selv i stedet for at blive bekræftet i sin fornemmelse for at være et unikt, menneskeligt selv. Lyt evn til Podcasten: Jeg skammer mig på DR.dk
