Inde i hvert eneste barn er der en sovende by.
I byen er der en sø, som hedder Erindring.
Når et barn oplever noget slemt, kan barnet
tage det slemme med sig ned til søen i den
sovende by.
I søen bor Den Meget Gamle,
som passer på alle tingene, indtil barnet en dag er stort nok til at gå ned til søen,
og møde alt det glemte, som er dernede.
En dag kalder Den Meget Gamle,
for hun ved, når man er klar.
Den Meget Gamle rækker alle
tingene op gennem vandet,
og ikke før man har kærtegnet
hver eneste ting , kan man få
den man elsker:
Det er derfor, der er mange, som ikke tør elske,
for når hjertet åbner sig, kalder Den Meget Gamle gennem sprækken, der var ment som en dør for den elskede.
Frit efter en kær lærer på ID-Academy, og jeg husker ikke hvor hun har fortællingen fra.
Fortællingen betød meget for mig i min egen udvikling og nu fortæller jeg den videre.
Du må gerne fortælle den videre.
Kærlig hilsen
Kirsten
Lyt også til Maibritte Ulrikkeholms sang: Når iskrystallen smelter
