Lige nu, hvor jeg skriver dette indlæg, raser Corona-krisen på andet år. Hos nogle mennesker vækker krisen bekymring og frygt, hos andre vækker krisen angst.
Forholdet mellem bekymring, frygt og angst er den sammen om der er krise eller bare helt almindelig hverdag. Jeg oplever i mit terapilokale når jeg taler med mennesker med angst, at det hjælper dem i deres håndtering af angst, at kommer til at forstå forskellen på og sammenhængen mellem bekymring, frygt og angst, det er derfor jeg skriver indlægget, så de/ så du kan huske hvad vi talte om i terapilokalet og har noget at vende tilbage til, når de/du kommer hjem.
Det er ofte det samme vi mennesker frygter, derfor er det ikke så svært at sætte ord på frygten, fordi man oplever at man bliver mødt og bliver forstået, mens mennesker i ens omgivelser ofte bliver tavse, når det handler om angst.
Frygten ligger uden for os selv, man kan se den lidt udefra. Der er ofte en vis fælles forståelse at der er noget rationelt at forholde sig til. Man kan endda diskutere det. Under den første bølge i 2020-21 lukkede regeringen i Danmark landets skoler, mens den svenske regering besluttede at børn i Sverige fortsat skulle kunne gå i skole. Forskellige lande reagerer på forskellige måder på den samme udefrakommende trussel.
Angsten derimod er inden i os selv. Den opleves som irrationel og kan ikke deles. For det som sætter gang i angsten i mig, er usynligt for andre og ofte også for mig selv. Man kan få oplevelsen af at det er mig, der er noget galt med.
Filosoffen Søren Kirkegaard sagde om Angst og frygt; Årsagen til frygten ligger uden for Selvet. Det betyder at frygten har en genstand. Årsagen til angsten ligger i Selvet. Det betyder, at angsten ikke har en genstand. Den henviser os ligesom tilbage til os selv. Det er mig, der er noget galt med, hvilket kan opleves som magtesløshed.
Det betyder, at når vi kan fortælle hvorfor vi er bange, er det bekymring eller frygt. Når vi oplever at kroppen reagerer (bliver bange) uden vi ved hvad der er årsagen, så er det angst.
Rent biologisk er det imidlertid de samme processer som sætter i gang, det er de sammen alarmstoffer som rejser sig.
Allerede ved fødslen er amygdala, to små kirtler i det limbiskesystem, der er nervesystemet alarmsensorer udviklet. Det er herfra at impulserne til at kæmpe, at flygte eller at spille død styres. Hvis du har set en mus blive jaget af en kat, ved du hvad, jeg skriver om. Musen forsøger ikke at bekæmpe katten, dertil er overmagten for stor, men den forsøger på alle mulige måder at slippe væk, indtil dens nervesystem pludselig opgiver og den tilsyneladende falder død om. Katten gider ikke lege med en mus, der ikke leger med, så hvis katten ikke er sulten, men kun er legesyg mister den interessen for musen og når katten uopmærksomt slikker sin pels, spurter musen ind i sit musehul, hvor den ryster sig.
Mens man er i kamp/flugt mode, hvad enten man er mus eller menneske, så slår ens hjerte alt det det overhovedet kan, for at pumpe ilt ud til kroppens muskler. Lungerne arbejder på højtryk for at tilføre ilt til forbrændingen. Pupillerne er vidt åbne for at fange alle fare i miles omkreds. Mens fordøjelsen, seksualiteten og andre funktioner, som i dette øjeblik ikke er livsvigtige, er sat på stand by. Kroppens alarmsystem er livsvigtigt. Det er afgørende for vores overlevelse. Det er ikke farligt – tværtimod. Men vi mennesker reagerer anderledes end musen, når faren er drevet over. Musen ryster sig og så falder nervesystemet til ro og den får sig en lur. Derefter kan den igen tænke på mad eller formering. Vi mennesker begynder at gøre os forestillinger om hvordan noget kan udvikle sig, vi bekymre os, vi ængstes og slipper de rationelle tanker. Måske bliver vi bange for de fysiske reaktioner fordi de er voldsomme og opleves som var vi døden nær. Frygten er slået over i angst og det er rigtig ubehageligt og kan være meget lammende.
Vi skal huske det ikke er farligt at være bange. Det gælder både når vi er bekymrede og frygter noget eller oplever angst.
